Projekter vi støtter

Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv; aktiviteter, der er sunde for sjæl eller legeme. Vi har fokus på sundhed, motion, natur og kultur. Desuden støtter vi uddannelse, forskning og innovation - særligt inden for de fire fokusområder. Vi vægter aktiviteter af høj kvalitet og originalitet, som aktivt involverer mange mennesker. Vi støtter både store og små projekter - lokalt, regionalt og nationalt. Alle projekter skal have et klart tilhørsforhold til Danmark.

Bedre Byggeskik

Ejendommen Bakkekammen 45 var bolig og arbejdsplads for arkitekten Marius Pedersen (1888-1965), som var en af de centrale skikkelser i arkiktekturbevægelsen Bedre Byggeskik. I dag er adressen et museum og videncenter for Bedre Byggeskik. I dag er hans hjem Danmarks første museum og videncenter for bevægelsen Bedre Byggeskik. Bevægelsen, arbejdede i første halvdel af det 20. århundrede for en højnelse af den danske bygningskultur.

Se flere projekter om:

Kultur

Film om Museum for bedre byggeskik - Bakkekammen 45

Bevægelsen Bedre Byggeskik

Bevægelsen Bedre Byggeskik var en reaktion på det store byggeboom i begyndelsen af 1900-tallet, der ifølge stifterne resulterede i et usammenhængende og blandet arkitektonisk udtryk. Bedre Byggeskik var udtryk for en overordnet holdning til arkitektur og byggeri og i sin fascination af gode danske håndværksmæssige traditioner en udspringer af nationalromantikken og samtidig præget af den nyklassicisme, der begyndte at gøre sig gældende i perioden 1910-40.

I 1915 stiftedes "Landsforeningen for Bedre Byggeskik", som gennem kurser og tegnehjælp arbejdede for at fremme et æstetisk og velfungerende byggeri. Der blev oprettet håndværkerskoler, herunder Bygmesterskolen i Holbæk i 1915, hvor arkitekt Marius Pedersen (foto) var forstander i perioden 1921-1939. 

Bevægelsen har haft en afgørende betydning for dansk arkitekturhistorie, bygningstradition, formgivning og håndværk. Marius Pedersen har præget byggeriet i Holbæk og store dele af Sjælland i første del af 1900-tallet, og som eksponent for bevægelsen Bedre Byggeskik påvirkede han også det øvrige land. Det er derfor helt i Marius' og Bedre Byggeskiks ånd, at bygmesterens eget hus på Bakkenkammen 45 får nyt liv som formidlings- og forskningscenter til gavn for både et alment museumspublikum og særlige faggrupper.

Unikt eksempel på den enkle danske byggestil

Bakkekammen 45 er både ude og inde et unikt eksempel på den enkle danske byggestil og de solide håndværksmæssige traditioner, som er karakteristisk for bevægelsen Bedre Byggeskik.

Museet blev åbnet af Holbæk Museum i 2009, og henvender sig til et alment museumspublikum og særlige faggrupper af blandt andet studerende, undervisere, håndværkere og andre med interesse for arkitektur, byggeskik og boligkultur.

Huset, som arkitekt Marius Pedersen tegnede til sig selv som "ungkarlebolig", står i dag helt usædvanligt velbevaret, ikke mindst fordi Marius Pedersens enke, Emma Pedersen, frem til sin død i 2007 værnede pietetsfuldt om at bevare alting så uforandret som muligt.

Enkle, hjemlige, smukke og praktiske huse

"De nye Huse skal være enkle, hjemlige og smukke, som de gamle var. De skal passe til den Plads, de skal have, til den Nytte de skal gøre. Men de skal tillige være praktiske og tidssvarende."

Sådan lød formålet med foreningen Bedre Byggeskik, og sådan fremstår huset på Bakkekammen 45, som blev fredet i 2007. Bygningen bag de dobbelte hække er klassisk proportioneret, den har enkel symmetrisk facade og en homogenitet i valget af byggematerialer: blank gulstensmur uden facadedekorationer, halvvalmede gavle, tegltag og symmetriske anbragte skorstene og småsprossede vinduer.

Kun få steder finder man et originalt interiør så smukt bevaret gennem trekvart århundrede som her. Gulve, tapeter mv. er med få undtagelser originale, og endnu står de fleste møbler på deres oprindelige plads: i dagligstuen med spisebordet placeret midt i rummet som udvidet arbejdsplads for Marius Pedersen, når tegnestuen inde ved siden af blev for trang. Også køkkenet fremstår, bortset fra en stålvask og et køleskab uændret, som det så ud i 1929.

Fortællinger om arkitektur, havekultur, foreningsliv, boligkultur med mere

Der venter således den besøgende en ganske særlig oplevelse i hjemmet på Bakkekammen 45. Stedet rummer fortællinger om både arkitektur, havekultur, foreningsliv, boligkultur og meget meget mere.

Nordea-fonden, der har støttet projektet med fem millioner kroner, ser Bakkekammen 45 som et originalt og nytænkende projekt af høj kvalitet. Projektet matcher Nordea-fondens strategi, som handler om at støtte aktiviteter, der fremmer gode liv i det danske samfund og for danske borgere.

"Ud over at være en spændende arkitektonisk og byggeteknisk bevægelse afspejler Bedre Byggeskik også de reformbevægelser, der kendetegnede Danmark i 1920'erne og 30'erne. Inden for eksempelvis idræt, ernæring, arbejdsmiljø og det sociale område blev der arbejdet målrettet på at styrke borgernes livskvalitet. Det gode, sunde og enkle liv blev sat på dagsordenen, portrætteret i kunsten og drevet frem af brede, folkelige bevægelser og foreninger i by og på land. Bedre Byggeskik bidrog til disse strømninger ved at sætte fokus på kvalitet i byggeriet som en forudsætning for kvalitet i den enkelte borgers liv. Derved er de temaer, der slås an i projeket helt i tråd med det fokus på sundhed, gode liv og bred folkelighed, som fonden arbejder på at fremme," siger Niels Olsen, projektchef i Nordea-fonden.

Bakkekammen 45 indgår i Kulturarvsstyrelsens "1001 fortællinger om Danmark" om Danmarks kulturarv.
 

Søg støtte til dit projekt

  • Fakta

  • Projektnavn: Bedre Byggeskik
  • Projektejer: Holbæk Museum
  • Tid: 2008-2010
  • Støttet med:5.000.000 kr.
  • Samlet budget: 5.000.000 kr.
  • Website: www.bakkekammen45.dk
  • Kontakt

Udvalgte projekter